Nella Dan II

Den australske regering investerer milliarder i Antarktis

Det har taget mere end 10 år at nå til, at ”Nella Dan II” bliver en realitet. Fra både australsk, hollandsk og dansk side er der fra 2007 arbejdet intenst på, at den kommende australske isbrydende ASRV (Antarctic Supply Research Vessel) bliver bygget af den hollandske værftsgruppe DAMEN på designoplæg fra KNUD E. HANSEN a/s i Helsingør.

I slutningen af oktober 2015 kunne den australske premierminister kundgøre, at ordren til at bygge skibet gik til det projekt, som gennem hele designfasen gik under arbejdstitlen ”Nella Dan II”.

Premierminister Malcolm Turnbull præsenterer det nye design for afløseren af Aurora Australis i Hobart, Tasmanien i oktober 2015.

RSV Nuyina

Efter yderligere et par års forberedelse og projektering er kølen nu lagt for det nye skib, der skal tage over efter RSV Aurora Australis, som i sin tid blev bygget og indsat til at skulle tage over efter forliset af Nella Dan.

KNUD E. HANSEN og Friends of Nella Dan deltog i august 2017 ved køllægningsceremonien for ”Nella Dan II” på Damen Shipyard Galati i Rumænien. Til den traditionsrige køllægning overbragte adm. dir. i KEH, Finn Wollesen og formand for FND, Rasmus Nygaard den danske mønt, som skildrer med kronprinseparret Frederik og Mary. Mønten blev sammen med mønter fra Australien, Rumænien og Holland svejset i stålet på det nye skib til lykke og god vind.

Følg bygningen af RSV Nuyina via online webcamera. Klik her.

I slutningen af september 2017 kunne den australske regering så offentliggøre det nye navn efter afgørelsen af navnekonkurrencen blandt skoleelever i hele Australien. Den nationale navngivningskonkurrence tiltrak næsten 800 forslag fra skoleever på tværs af alle stater og territorier. Det blev forslaget fra St. Virgils College i Hobart, Tasmanien, som blev vinder.

Den nye isbrydende ASRV får det smukke navn ”RSV Nuyina” [noy-yeenah]. Ordet betyder "Sydlys" på palawa cani, et tidligt oprindeligt sprog blandt tasmanske aboriginer. Med navnet Nuyina anerkender det Hobart-baserede skib den lange åndelige forbindelse mellem det tasmanske aboriginal folk og det frosne kontinent mod syd. De tasmanske aboriginer levede sydligst af alle mennesker på jorden under den sidste istid for 25.000 år siden. De var måske også de første mennesker til at sætte ord på det dragende himmelfænomen.

Navnet Nuyina binder også bånd mellem det nye skib og de tidligere australske forsknings- og ekspeditionsskibe. Sir Douglas Mawsons skib, der blev brugt under den første australske ledede ekspedition til Antarktis, hed ”SY Aurora” og siden fulgte så isbryderen ”RSV Aurora Australis”, som Nuyina afløser i 2020.

(For mere information om den nye australske isbryder. Klik her)

(For mere information om navngivningen af den nye australske isbryder. Klik her)

Nella og Nuyina

De to skibe har kun enkelte ligheder i design, farver og silhuet med superstructure midtskibs og helikopterdæk agter. Gennemgående er der store forskelle, når det kommer til kapacitet, teknologi og styrker. Nuyina er mere end dobbelt så lang som Nella Dan var og rummer 10 gange, hvad Nella kunne klare. Motorkraft og hybridteknologi gør også Nuyina til et helt andet skib; en regulær isbryder, hvor Nella Dan alene var bygget til issejlads.

Alligevel er antallet af besætningsmedlemmer stort set det samme for begge fartøjer. "Når du arbejder i Antarktis, har du ikke havnearbejdere, så der er altid brug for besætning til at hjælpe med lastning og losning. Søvagten ligner også det for 30 år siden. Der skal altid på denne type sejlads være flere folk på vagt på broen, til udkig, og i maskinrummet”, beretter Finn Wollesen.

Til gengæld har Nuyina plads til godt og vel dobbelt så mange forskere og passagerer, som Nella Dan kunne indkvartere, ligesom forskningskapaciteten, laboratorier og fleksible faciliteter, formentlig gør Nuyina til et af de mest moderne forskningsskibe i verden.

Nella Dan blev i sin tid ombygget og tilpasset til forskningsarbejdet adskillige gange efterhånden som den moderne forskning udviklede sig op gennem årene. Hvordan det kommer til at gå for Nuyina lader sig ikke spå om, men skibet er konstrueret med forskning som formål. Dette er væsentlig forskelligt fra den gamle Nella, som nok i 1961 var sin tids mest moderne polarforsynings- og ekspeditionsskib, men slet ikke indrettet til forskning før langt senere.

Nella Dan rullede meget. Hun var konstrueret med et rundt skrog, så hun blev presset op på isen, når den pakkede sammen. Så turene ned over de brølende fyrrere og hylende halvtredsere var berygtede rulleture. Det var helt almindeligt at tage flere dage med konstante udsving på 30-40 grader – og hver sæson havde sine vildeste ture, hvor der blev vendt op og ned på alting. Det siges at en særlig svær sø lagde hende ned på 67 grader et enkelt år. Hun var længe om at rejse sig og maskinen satte ud, men op kom hun igen.

Ukueligheden og atmosfæren på Nella Dan er noget af det, som har holdt FND dedikeret til skibet. Det er også den gode ånd og kammeratskabet fra Nella Dan, som FND ønsker Nuyina med på sine mange år frem i tiden. Vi ønsker for det røde skib, at det altid for ekspeditionsfolk i det yderste hjørne af verden være knyttet til trygheden i at kunne vende hjem igen.

 

Balladen om Nella Dan i familien Wollesen

For Finn Wollesen, adm. dir. for KNUD E. HANSEN i Helsingør – og næstformand i FND, er det af en ganske særlig betydning at være en del af teamet bag ”RSV Nuyina”.

Finn Wollesen har haft Nella Dan i blodet hele livet. Finns far, Christian Wollesen Petersen, var radiooperatør i rederiet J. Lauritzen og sejlede i arktiske og antarktiske farvande i 15 år. Finn sejlede selv første gang på Nella Dan, da han seks uger gammel lå i sin vugge på jomfrusejladsen fra Aalborg til København i 1961.

Rederiet J. Lauritzen var pionerer indenfor dansk søfart, når det kom til at tage familielivet med til søs. Medsejlende koner af besætningsmedlemmer var noget ganske nyt i starten af 1960’erne. Familien var gennem 1960’erne sammen på flere af Nella Dans korte sommertogter til Nordøstgrønland. I disse år stak far Wollesen om efteråret sydover med Nella Dan på de lange ture til Antarktis. Og hvis ikke mor Wollesen rejste ud for at sejle med hjemover om foråret, så kunne der gå 9 måneder, før far Wollesen igen satte køjesækken af i bryggerset hjemme i Esbjerg.

Finn vendte siden tilbage og tog hyre på Nella Dan i starten af 1980’erne på tre sæsoner i Arktis og Antarktis. Siden fulgte en karriere inden for maskinteknik. Som administrerende direktør for KNUD E. HANSEN har Finn Wollesen siden 2003 arbejdet på at få kontrakten på at designe Nella Dan II ud af sin kærlighed til den gamle Nella Dan og Antarktis.

Så han er selvsagt stolt over at være en del af det vindende hold, der i 2020 kan præsentere ”Nuyina”. Hun har allerede fået kælenavnet ”Nuyina Dan” blandt de gamle venner af Nella Dan.