Beset!

“Men wanted for hazardous journey. Low wages, bitter cold, long hours of complete darkness. Safe return doubtful. Honour and recognition in event of success. Ernest Shackleton, 4 Burlington St.”

Om Shackletons berømte jobopslag i London Times er en skrøne eller ej, så indeholder et rigtigt polareventyr beretninger om strabadser i isen og skibe, der er skruet ned. Og historien om Shackletons “Imperial Trans-Antarctic Expedition 1914-17” (Endurance-ekspeditionen), der ender med tabet af skibet, men redningen af hele besætningens efter en ukuelig indsats, der trodser enhver forstand, hører i sandhed til en af polarhistoriens største historier.

“By endurance we conquer”

Skibe er gået tabt gennem historien under de tidlige forsøg på at udforske de polare egne eller under farefulde undsætninger af andre ekspeditioner. I moderne tid har pakis og isskruninger også stoppet skibe og efterladt besætninger tilbage på isen.

Isen kan ingen styre. Den kan være som en levende krybende organisme, der med knusende ro tager kontrollen over skibet. I det kæmpe intet af is kan det på afstand se nærmest fredfyldt ud, men om bord kan oplevelsen af isen, som skruer omkring skroget, så det hele hviner og knager, være ganske nervepirrende og uudholdelig. Som tavle og negl. Man er magtesløs.

“Det lille ukuelige røde skib”

Nella var ingen isbryder – og med sine 2200 heste knap stærk nok til at trykke mere end en 1,5 meter tyk is, men hun var bygget til at kunne sno og føje sig i dansen med det faste hvide hav. Det var drevne isskippere, styrmænd og besætninger, der med årene blev dygtigere og dygtigere til at læse isens bevægelser og slippe igennem fra lomme til lomme med åbent vand.

Nogle gange slap heldet op; alle udgange lukkede sig og man havnede i en blind gyde. Når den ukuelige lille røde ræv ikke fandt flere udgange, så var det bare at forberede sig.

Når først isen trykkede og begyndte at skrue omkring skibet, så blev hun presset op fra for til agter. Presset på skroget kunne være enormt og skrueisen kravlede hvinende op ad skibssiderne for at brække af meterhøjt oppe. Ofte krybende og ganske langsomt, men nogle gange i en hastighed på 1 meter pr. 10 sekunder. Enkelte gange har det bagefter kunnet konstateres, at det bærende stål fik sig nogle ordentlige tryk. Men alt i alt, så klarede hun sig år efter år.

Når trykket øgedes, poppede Nella op som proppen af en flaske takket være det runde skrog. Stævnen højest. Skruen i vandet.

Og der lå man så.

Dagligdagen skiftede karakter. En indefrysning kunne betyde et kærkomment afbræk fra rutiner, hvor man hurtigt fik rigget en lejder til ned på isen. Det er blevet til ganske mange “Sydpolsmesterskaber” og landskampe i fodbold på isen.

De gange, hvor isen ikke slap igen, måtte hun til sidst have assistance. Således har Nella Dan den stående australske rekord med 7 ugers indefrysning i sæsonen 1985/ 86, hvor man på sæsonens første tur havde heldet til at nå næsten helt ned til Amundsen Bay på 67 sydlig bredde før isen for alvor fik tag i skibet.

Det blev den japanske isbryder, Shirase, der til sidst havde held til at undsætte Nella Dan. Denne og andre episoder er gennem tiden blevet dækket med filmoptagelser, billeder, artikler og beretninger.

Episoder:

1967: Den amerikanske Eastwind kommer til undsætning
1985: Den japanske Shirase kommer til undsætning
1986: Den russiske Mikhail Somov kommer til undsætning

Then came Shirase

I sæsonen 1985/ 86 blev Nella Dan fanget nede i Amundsen Bay øst for den russiske station, Molodezhnaya. Efter 7 uger indefrosset i isen forcerede den japanske isbryder Shirase (AGB-5002) den 4 meter tykke pakis og kom Nella Dan til undsætning.

(Klik her for at læse bådsmandens korte beretning om episoden)

(Klik her for at se Greg Youngs filmoptagelser fra undsætningen)

Then came Eastwind

I sæsonen 1966/ 67 blev Nella Dan fanget i isen i 3-4 uger til den amerikanske coastguards isbryder Eastwind (WAGB-279) kom Nella Dan til undsætning.

(Klik her for at se John Gillies filmoptagelser fra togtet i 1967, hvor han filmede for Phil Law)

Then came Mikhail Somov

Nella Dan ankom stationen i Casey tidligt om morgenen, søndag d. 4. januar 1987 på den 5. tur den sæson. Allerede samme aften afgik man igen med kurs mod Edgeworth David. Allerede dagen efter afsejlingen fra Casey rendte Nella ind i tung pak-is og efter et par dages hårdt arbejde i isen, lukkede det hele sig om skibet.

(Klik her for at læse Lex Harris’ beretning om Mikhail Somovs undsætning af Nella Dan)