Til søs ...
“Rollin’, rollin’, rollin’ …”
Havet under Australien er stort, kæmpe stort. Det helt ubegribeligt for en kaukasisk landkrabbe. Fra udsejlingen ned ad River Derwent i Hobart, Tasmanien på cirka 42 sydlig bredde og til mødet med Antarktis på omkring 66 sydlig bredde er der kun vand hele vejen rundt. Det er kun det sydligste af Sydamerika, der stikker sit horn ned i vandmasserne.
På den nordlige del af kloden ville det svare til at køre en æggedeler igennem en linje lige nord for Rom, Beijing og New York og så fylde vand i badekaret næsten op til Murmansk på en linje hele vejen rundt nord om Fairbanks, Reykjavik og Trondheim.
Sørejsen fra Australien til Antarktis med et skib som Nella Dan er derfor også svær at beskrive. Der er ubegribeligt meget vand at slås med. Når man er et lille rødt skib med en max. fart på 12,5 knob bygget til issejlads med rundt skrog uden slingrekøl, så er 15 meter sø ren rutschebane og hurlumhejhus 24-7 i dagevis.
Kim Stanley Robinson har i bogen Antarctica ganske rammende sagt:
“Below the 40th latitude there is no law; below the 50th no god; below the 60th no common sense and below the 70th no intelligence whatsoever.”
Sydhavet er kendt og berygtet for sine kraftige vestlige vinde og svære sø der løber uhindret rundt om jorden og ikke svækkes af landmasser undervejs. I hver eneste sæson igennem 27 år bød de brølende 40’er og hylende 50’ere da også det lille røde skib op til dans. Nella Dan var som datidens øvrige polarskibe konstrueret uden slingrekøle og stabilisatorfinner, så det blev også ofte til en vild svingom, før skibet kunne krybe i læ af isen under den 60. breddegrad.
At man ikke gennem årene mistede mere last og fik flere skader på skib og besætning har været en kilde til tilskrives besætningens erfaring med at udnytte Nellas styrker og sømandskabet, så skibet altid var søklart og alle surringer af last og grej tjekket, dobbelttjekket … og så en gang til.
“But she’s is good in the ice…”
Beretningerne fra både besætning – og måske i sær gæsterne om bord vidner om, at en tur med “Rullemarie” sydover var en oplevelse, der krævede stærke nerver, balance og indre organer. Det var ærefrygt, der lyste ud af øjnene på passagerer ved gangvejen før en ny sæson. Stationsfolkene, forskerhold og teknisk personel blev sendt om bord med den trøstende besked: “Hvis du klarer de næste 2-3 uger ned til isen, så klarer du også de næste 10 mdr. i mørket på sydpolen til hun henter dig igen…”
Adskillige vidnesbyrd beretter om dårligt vejr i dagevis, hvor Nella Dan konstant rullede 35-45 grader og man lærte at sove skiftevis på hovedet og stående oprejst i tværskibskøjerne. Selv for de garvede om bord kan en uges hårdt vejr udfordre fysikkens love, kroppens kemi og de mentale grænser. Der var ikke meget trøst at hente for de nye om bord. I enkelte tilfælde er der beretninger om passagerer, der var søsyge i 2-3 uger til en grad hvor folk fik søkuller og deres helbred var i fare.
Nu har en god kur mod søsyge har altid været at lægge sig under æbletræerne i en stille lund og skue ned over et engdrag…; det er blot så forbandet, at kuren er så langt væk. Den ringe trøst var, at der kom ro på, når Nella først kom ned i isen. Som den styrmand Arne Detlevs var kendt for at sige til trøst, når det gik hårdest for sig: “But she is good in the ice…”
“A sorry traveller’s tale”
Although we had left Melbourne in moderate weather, the morning brought a complete change, we had travelled through a “bad” section of water and the ship would not stop its rock’n and roll’n. My body was paying me back for all the punishment I had given it on the previous day. I was accommodated in cabin number four, on the port side, and on wakening I headed straight for the toilet opposite, where I mad myself as comfortable as one could under the circumstances. Space was at a premium on the Nella and the toilets were not an exemption to the rule, there was barely enough room to kneel on the floor and hang ones head over the cold stainless steel bowl. I had never before experienced a hangover of such magnitude, but when coupled together with the most agonishing experience of sea-sickness, I would not have dismissed the thought of dying as a cause of it.
Much to the annoyance of other desperates I remained there for the next one and a half hours during which time the silence of my day was broken by the hooting of horns and alarms; my agony was so intense that I remember thinking to myself that if the ship was sinking, this would ease my pain and solve everything. I ignored the sound of the alarms and the knocks on the door until the snib on the door was unlocked from the outside by on of the Danish crew. He muttered in very broken English that the alarms were for a “Fire and Lifeboat Drill” and that all passengers should be up on deck, and besides, you can throw “IT” further from the top deck! My thoughts were different to his, but he was more persuasive and besides, he would not go away.
During the next ten days I only ventured out of my cabin to attend to the weather obs that I was required to perform, and for my frequent trips to the small room opposite. I heaved until there was nothing left to heave and then heaved some more. In that time, I was to learn of the ferocity of the “Roarin’ Forties” and the “Furious Fifties” and the effect that these notorious waters can have on the VERY small, round-bottomed hull of the Nella. She bobbed around like a cork, and my stomach bounced around with every wave that crashed against this little ship. I didn’t realise that a ship of this size could endure such savage seas for so long without suffering some structural damage, nor did I quite understand how a human body could endure such pain and agony for so long without breaking.
I had not really eaten for the duration of the voyage, except for the occasional piece of dry toast, which didn’t stay down for too long. I was a physical mess and my mental state wasn’t much better. I had made many visits to Doc Birss for those ineffective sea-sickness pills but I was too far gone for any help, they just rattled around in that empty pit of a stomach.
(Uddrag af Neil Brandies beretning fra turen ned til Mawson, december 1978, bragt i Aurora, ANARE Club Journal, Vol. 7, No. 3, 1988, p.28-29)
En hånd til skibet, og en hånd til dig selv…
Det har alle dage til søs været arbejdsikkerhedens rule no. 1, at man skal være agtpågiven og have en hånd fri til egen sikkerhed. Om bord på Nella Dan var sikkerheden til søs mere nødvendig, end om bord på så mange andre skibe. Der var hård disciplin omkring dette og man traf alle de foranstaltninger, der var mulige for at sikre sig. At gøre “søklar” lærte man hurtigt.
Det indgik også i sikkerheden, at Nella havde tværskibskøjer, hvilket betød, at man ikke blev slynget ud , når hun rullede. Til gengæld måtte man lære at sove skiftevis stående op – eller på hovedet.
Det daglige arbejde kunne være en møjsommelig omgang, når man undertiden kunne være i tvivl om, hvad der var skot og hvad der var dørk. Man lærte hurtigt, at man altid kun fylder i kopper, gryder eller spande op til midten for krænger skibet 45 grader så løber væsken ud.
Det var fast arbejde dagligt at sikre at last og grejer ikke forrykkede sig, så alle kæder og surringer blev minutiøst tjekket løbende. Det kunne være sin sag at kravle rundt ovenpå containere, kasser og ukurant stykgods nede i lastrummene for at tjekke kæder, mens skibet lå underdrejet i en orkan og huggede op og ned. Der er mangen en god ungmand og letmatros, der er kommet fra morgenvagten med blå mærker fra slag og uhåndterbart grej.
Og veg den messemand eller dæksdreng, som ikke havde styr på slingregrejer i messen og salonen. Det kunne hurtigt blive til et farligt svineri, når suppen fløj gennem lokalet.
Man var gennem årene heldigvis forskånet for at have mange alvorlige ulykker med personskader. Men enkelte uheld trak sorte skygger hen over Nella Dan, som da koksmat Kim Nielsen i 1985 i hård sø styrtede ned af lejderen fra kabyssen til henstuvningen og fryserummene. Kim døde af sine kvæstelser i hovedet fra faldet. En meget trist dag for alle ombord og for hans familie.
Hvil i fred.
