Trækfuglene – Nella Dan

Trækfugle

Rederiet J.Lauritzens polarsøstre

Nella Dan blev den sidste af rederiet J. Lauritzens trækfugle, der år ind og år ud lå i pendulfart mellem Arktis og Antarktis. J.L’s polarskibe repræsenterer et stykke unikt dansk søfartshistorie, som rækker langt ud over drengeeventyr og vilde beretninger.

Det handler om geopolitik, suverænitetshåndhævelse, indtagelsen af det ukendte og forsyningssikkerhed til den sidste forpost.

J. L’s flåde af polarskibe tjente som forsynings-, ekspeditions- og forskningsskibe for bl.a. Danmark, Australien, Tyskland, England, Belgien og Frankrig fra 1952-87.

Polarflåden

Tilbage i 1931-33 have Danmark taget opgøret med Norge om suveræniteten over Grønland ved Haag domstolen, som siden førte til oprettelsen af Sirius patruljen efter WWII – og Australien underskrev i 1959 Antarktis Traktaten, som kræver at staterne lever op til deres forpligtelser og håndhævelse af suverænitet.

Trækfuglene blev den røde tråd til den civile verden – og deres utrættelige arbejde gjorde det muligt for at etablere den moderne marinebiologi og miljøforskning med havundersøgelser, registrering af bestanden af havpattedyr, observationer af hvalfangst og meget mere Arktis og Antarktis.

J.L’s polarflåde besejlede udover de yderste stationer i Arktis og Antarktis, også det nordlige Finland, Vestgrønland, Nordvestpassagen og St. Lawrence, Canada i fast fart. I mange af disse afkroge af the last frontier, var det ofte et af J.L’s røde skibe, der nåede først frem som forårets bebudere i polare egne.

J.L’s polarflåde omfattede på et tidspunkt 20 skibe, heraf de 4 legendariske ekspeditionsskibe Kista, Magga, Thala og Nella Dan.

Begyndelsen

Rederiet J.Lauritzens engagement i polarfarten går tilbage til tiden lige efter WWII afslutning. Rederiet står overfor at skulle forny flåden og finde nyt farvand at besejle Det bliver reder Knud Lauritzens visionære og handlekraftige tilgang til shipping, der sætter kursen og styrer J.L. ind i Grønlandsfarten.

Reder Knud Lauritzens interesse for Grønlandsfarten starter under en rejse til Vestgrønland i 1948, hvor han nysgerrigt forfølger den megen medieomtale af Grønland, der er på daværende tidspunkt.

På kanten af 1950’erne og den kolde krigs begyndelse, er der fundet bly i Mestersvig, den Kongelige Grønlandske Handels skib, G.C. Amdrup, forliser, stationerne Daneborg og Danmarkshavn bliver etableret og G50 rapporten indvarsler en ny politisk dagsorden for Grønland. Knud Lauritzen griber chancen og får en aftale på plads med den danske stat om besejlingen af Nordøstgrønland for blandt håndhæve suverænitet og forsyningssikkerhed for Sirius patruljen.

J.L’s første egentlige polarekspeditionsskib blev det navnkundige Kista Dan, som blev indsat i drift i 1952. Eventyret var sat i søen.

“Kista Dan”

Allerede året efter i 1953 fulgte aftaler med først Australien og derefter England om at bistå disse nationer med at landsætte materiel, etablere stationer og håndhæve suveræniteten af deres territorier i Antarktis. Kista Dan fik hurtigt nok at se til.

Kista Dans første ekspedition for ANARE er foreviget i den australske dokumentar “Blue Ice”. Filmen er ganske dokumenterer opbygningen af de australske stationer

Ekspeditionen blev også starten på et årelangt tæt samarbejde mellem skibsrederen Knud Lauritzen og polarforskeren Phil Law (Philip Garth Law), der som direktør for ANARE (Australian National Antarctic Research Expeditions) opbyggede den moderne antarktiske forskning for Australien.

Phil Laws hustru, Nel Law, satte sig spor i polarfarten. Hun lagde navn til Nella Dan.

“Polarskibe har den farve, polarskibe har”

Kista Dan havde gråmalet skrog de første år, men snart fulgte først en rødmalet mast og istønde, så et rødmalet dæk og sidst fik hele skibet den røde farve udenbords.

Det lettere vedligeholdelsesarbejdet om bord, det billigere indkøb og det særpræget look var vigtigt for rederiet, men det var den røde farves betydning for skibenes sikkerhed, der gjorde forskellen (Knud Lauritzen i Frivagten, No. 68, p. 18)

Da Kista Dan i 1955 kommer den gråmalede sælfanger Jopeter, til undsætning efter havari i pakisen, så meldte rekognosceringen fra Catalinaen, at man i klart vejr havde kunne spotte Kista Dan på 20 miles afstand fra 5000 fods højde, mens Jopeter først kunne anes mod isen fra 4 miles afstand.

Skibene var af nogenlunde samme størrelse og begge med bredsiden til flyveretningen for rekognosceringen. Konklusionen stod klart for enhver. Den røde farve var så karakteristisk og så altoverlegen i isen, at snart var alle J. Lauritzens skibe kendt på farven.

“Den røde guldalder”

Fra pionertiden i 1950’erne tog æraen for alvor fart op gennem 1960’erne, da polarflåden var på sit højeste. Rederen selv, Knud Lauritzen drev flåden frem med stort engagement og egen deltagelse i ikke så få rejser til særligt Nordøstgrønland.

”I årene frem til 1959 blev en flåde på otte regulære, rødmalede polarskibe til både fragt- og ekspeditions- eller undersøgelsesformål systematisk bygget op. Samtidigt blev enkelte af de almindelige fragtskibe kraftigt isforstærkede til fart på Grønland og Canada – her især på St. Lawrence floden. Denne systematiske opbygning af en polarflåde fortsatte ind i 1960erne, selv om minen i Mestersvig syntes udtømt i 1962. De synlige – oprindeligt upraktisk hvide – og let genkendelige røde ishavsbåde gav mere publicity og prestige end stor profit i forhold til risiko og indsats. Nogen bragende økonomisk succes var de ikke – snarere en speciel sportsgren eller legeplads med Knud Lauritzen som den aktive udøver. Risikabelt og dyrt, ganske vist, men mere nyttigt og morsommere end at gå på casino i Monte Carlo. Han berettede senere, at gamle A.P. Møller i en samtale spøgende sagde, at J. Lauritzen var det eneste rederi, der kunne vove sig ud i et sådant eventyr. J. Lauritzen var helt privatejet og havde ingen bestyrelse eller aktionærer, der ville forlange forhåndskalkuler m.m.”

(Ole Lange: Logbog for Lauritzen 1884 – 1995, side 208)

Tidl. styrmand i polarfarten, Bjarne Rasmussen, bemærker hertil i sin bog om “Dansk Polarfart 1915-2015”, at de danske polarskibe opnående en høj dagsrate, når de var chartret ud til f.eks. KGH eller ANARE. De høje dagsrater afspejlede, at issejlads i polarfarvandene uanset årstiden undertiden kan medføre ganske store og kostbare skader på skibets skrog. En god indtjening et år kunne hurtigt blive udhulet af en hård sæson i de isfyldte farvande.

Lauritzens røde polarsøstre var nok bygget med isbryderstævn og forstærkninger til at kunne klare isen, men egentlige isbrydere med imponerende maskinkraft var de ikke. De var bygget til at være alene, sno sig og stå presset fra isen. Det var skibe, der kunne “poppe ud” ud af isen, når isskruningerne først tog fat.

Der var langt imellem episoder, hvor skibene mødte hinanden under rejser, men i 1964 fangede tidl. hovmester på både Magga Dan og Nella Dan, Hans O. K. Lassen en episode, hvor den nybyggede Nella Dan hjælper den lidt ældre søster, Magga Dan (opkaldt efter kronprinsesse Margrethe) ind gennem isen til Scoresbysund.

De røde skibe gik med trofast ukuelighed som trækfugle i pendulfart mellem Arktis og Antarktis år ud og år ind. Skibene og deres besætninger satte deres spor. Mindst 24 lokaliteter i den australske del af Antarktis er opkaldt efter hændelser, personligheder og de røde skibe. Steder som Dahl Reef, Petersen Bank, Wollesen Islands og Nella Rock er vidnesbyrd om hændelser og opdagelser af under kortlægning, ekspeditioner og udforskning af Antarktis.

Mod slutningen af 1960’erne planlægges der efter en modernisering af polarflåden. Først udskiftes Kista Dan i 1967, så følger salget af Magga Dan i 1969 og fra 1971 er Thala Dan og Nella Dan de sidste røde trækfugle. Alt i mens J.L. undergår store forandringer i 1970’erne, så pendulerer Thala og Nella stadig i et årti, hvor der sker store forandringer i verden – såvel på det globale markeder som på de indre linjer om bord i alle skibe.

Opbruddets vilde årti i slutningen af 1960’erne smitter også af om bord i polarfarten. Der er generationsskifte under opsejling. 1960’ernes sammenhold om bord, hvor hele familien sejlede med skifter til nye sammenhold i unge besætninger, der viser forandringerne trods. Som årtiet går på hæld, dør Knud Lauritzen i 1978 og med ham også en del af polareventyret.

Mens årtiet stadig er ungt, sælges Thala Dan i 1982 og Nella Dan er den sidste trækfugl i flåden. Op gennem 1980’erne fortsætter Nella Dan med stædig ukuelighed og imod alle odds i pendulfart på Antarktis endnu 5-6 slidsomme og dramatiske år.

Hendes track-record på mere end 40 rejser til Nordøstgrønland og 85 rejser ved Antarktis bragte hende rundt om jorden utallige gange. Nella Dan har med mere end en halv million sømil ved Antarktis rekorden i australsk tjeneste.

Tak til Venner af Nella Dan

Sagaen om J. Lauritzens polarfart er ganske omfattende og kan ikke afdækkes fyldestgørende her. Beretninger og dokumentation ligger spredt i en række kilder og arkiver, som vi håber, at vi vil kunne bidrage til at samle og formidle videre gennem foreningens aktiviteter og formidling her på hjemmesiden. Vi trækker i foreningen på en række centrale kilder, magasiner og udgivelser, der gennem tiden har omhandlet Nella Dan.

De mest centrale kilder til viden om J.Lauritzens engagement i polarfarten findes udover i rederiets magasiner “Frivagten” og “Lauritzen News”, også i de to bøger “Eventyret i Antarktis” af Povl K. Hansen, Vilhelm Pedersen og Georg Røn m.fl. (2010) samt i “Dansk Polarfart 1915-2015” af Bjarne Rasmussen (2016).

Vi skylder en særlig tak til:

Familien Lauritzen for adgang til de private film- og billedarkiver
Lauritzen Veteranerne for venskabet og adgang til beretninger om de røde trækfugle
ANARE Club i Hobart og Melbourne for adgang til dokumentation for Nella Dans track record og kilder til beretninger.
De private arkiver ved Bjarne Rasmussen og Povl Kjeld Hansen og det livslange engagement i historien om dansk polarskibsfart
Arkiverne om J.L’s polarfart hos Springeren i Aalborg og M/S Søfart i Helsingør
Venner af Nella Dan som så gavmildt ønsker at dele eventyret med andre